Vi havde en overgang en ret intensiv fetich med bagekartofler herhjemme. Det startede med at Mathias skraldede nogle økologiske bagekartofler som han ellers aldrig køber, da de (ifølge ham…) godt kan være lidt pricey. De første par gange røg de bare i ovnen med kryds, da vi ikke havde gjort os de store tanker om hvordan de bedst kunne indtages. Hvis du kender mig ved du imidlertidigt, at jeg brugte lang tids intensiv spekuleren over hvordan smagsoplevelsen omkring indtaget af bagekartoflen kunne optimeres. Rimelig hurtigt fik jeg mindelser til min spæde ungdom, hvor “fyldt bagekartoffel” var fast inventar på menukortet hos byens lokale Steak House.

Det var noget med noget snasket fyld med skinke af – med stor sikkerhed – ganske tvivlsom kvalitet og noget virkelig, virkelig sørgeligt salat a la iceberg og blege tomater hvoraf sidstnævnte nok ikke ville have bestået optagelsesprøven som tomat nogen steder. Lyder det ikke appetitligt? Det synes jeg nemlig også at mindet var, så det var det, jeg stilede efter.

En super vigtig ingrediens i opskriften her, er den meget specielle røgede tofu fra økolivet som Aldi forhandler. Den er vi store tilhængere af for tiden og køleskabet føles tomt hvis den ikke ligger dèr ved siden af kartofler og broccoli. (Jeg skal da heller ikke udelukke at jeg undervejs i skriveriet af denne tekst – helt opstemt af omtalen af pågældende tofu – har været et smut i køleskabet og guffet endnu et par skiver af den…)

VEGANSK RETRO-FYLD TIL BAGEKARTOFLER

Fyld til 2-3 bagekartofler afhængigt af størrelsen smat dit snaskebehov

INGREDIENSER
2 dl ærter fra Frost (erstat eventuelt halvdelen med majs)
2 dl neutral planteyoghurt
1 tsk ketchup
1/2 tsk stærk sennep
1/4 tsk løgpulver
1 bundt purløg – en lille håndfuld finthakket
Ca 80 gr. røget Økolivet tofu (Aldi) ( = ca ⅔ af den ene pakke)
Smages til med salt og peber
½ salathoved til anretning på bagekartofler

Hvis du skal servere det på bagekartofler: Vask kartoflerne for eventuelt snavs, tør dem, skær et kryds i dem og kom dem i ovnen en times tid v. ca. 200°. De er færdige når en gaffel glider let igennem.

METODE
Snit salaten fint.
Hak purløgen fint (gem evt lidt til pynt).
Rør yoghurten op med alle krydderierne og smag til med salt og peber (Bemærk at tofuen smager MEGET salt så pas på med at oversalte dressingen)
Skær den røgede tofu i små fine tern (eller rive den groft på et rivejern).
Bland tofuen sammen med alle de øvrige ingredienser.
Servér på bagekartofler eller direkte på rugbrød
Anret bagekartoflerne ved at ‘lirke’ dem lidt mere op i krydset, lægge en bund af fintsnittet salat og top så med sk*inkesalaten. Serveres umiddelbart efter anretning.

Kilde: PlantePusherne.dk

error

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.